Eller måske en svulst?
Konklusion: Det kan meget vel være en svulst, men den ser ikke ud til at vokse invasivt (dvs ind i andet væv). Så den endelige konklusion bliver: Der skal opereres og knuden skal fjernes.
Og heldigvis for det. Der opereres, rygmarvskanalen åbnes, knuden fjernes, alt ser pænt ud bagefter og det allerbedste – en efterfølgende mikroskopisk undersøgelse hos patologerne af vævet afslører, at det ikke er en kræftknude, men en bruskmasse, som har samme vævs sammensætning som en disk.
Operationen:
På billedet ses den åbnede rygmarvskanal med den blottede og rensede rygmarv i bunden af feltet , lige ud for de 3 grene af sårspærreren. På billedet til højre ses de fjernede vævsrester i formalin, så de kan sendes videre til mikroskopi. Paw lå i dyb og tryg søvn under operationsforløbet.
Til højre starter Sygeplejerske Pernille efterbehandlingen næsten før Paw er vågnet ved, at lægge kølende isposer på såret for at hæmme smerter og sårhævelse. Jamen, så er der jo kun tilbage at komme sig. Paw vågner hurtigt og lægges, når han er færdig med den indledende behandling igen ned i sit bur til fred og ro, tryghed og varme.
Der var ballade med appetitten den første tid efter operationen – Paw døjede med at tåle det smertestillende, som kan hæmme appetitten, og har derudover altid haft sine egne kostvaner! – hen blev udskrevet på tredjedagen efter operationen. Han er nu med kærlig pleje i hjemmet , snart oppe på sin “kampvægt” igen. Bevægelserne bliver flottere og flottere, ryggen rettes ud igen og han er atter begyndt at hoppe op af familien.
Derfor er diagnosen så vigtig:
Vi må endnu engang konstatere, at selvom tilstande kan se voldsomme og dramatiske ud, kan vi ikke dømme om et udfald før, vi har undersøgt tingene til bunds og det kan som i dette tilfælde kræve, at vi skal prøve at løse problemet for, at få et endeligt svar på diagnosen.
Vi prøver at underbygge og ramme så rigtigt vi kan, inden vi kaster os ud i en behandling, men vi må desværre erkende, at det kan være svært til fulde at garantere, at vi sejrer og at vi som med Paw, kan sende en glad og frisk patient hjem.
Af Gustaf Valentiner Branth