Sådan foregår kastration
Selve kastrationen er et operativt indgreb der forgår i fuld anæstesi og derfor kræves at hunden afleveres fastende, dvs. ingen mad efter fodringen aftenen før. Vand er tilladt lige indtil I tager af sted.
Hunden bedøves, klippes og vaskes, hvorefter der dækkes af, så operationen kan foregå sterilt. Der laves et lille indsnit i huden foran pungen og den ene testikel skubbes frem. Testiklen kan nu trækkes ud og man kan nu se sædleder, testiklens blodkar og musklen der normalt holder det på plads.
Der lukkes af for blodkar og sædleder med sutur og derefter kan testiklen klippes af. Derefter skubbes den næste testikel frem i såret og proceduren gentages.
Til sidst lukkes såret i huden. Trådene i huden er af den type der ikke opløser sig selv. Det er fordi, at de giver væsenlig mindre irritation for hunden og mindre risiko for infektion. Så må vi mennesker leve med, at de skal fjernes hos dyrlægen.
Vi anbefaler indlæggelse til dagen efter så vi har mulighed for, at se at alt er i orden inden hjemsendelse. Dagene efter operationen er for de fleste uden de store tegn på, at hunden har gennemgået en operation.