Hunde i varme biler

Nu er det ved at være sommer og det er fristende at tage hunden med på tur i bilen.

En hund, som bliver varm, kan ikke svede på samme måde som mennesker kan. Hunde slipper af med varmen gennem åndedrættet. Når hunden ånder kraftigt ud, taber den dog også en masse væske, og kropstemperaturen begynder efter få minutter at stige fra de normale 38 grader. Hunden går i panik, bliver bevidstløs og dør, hvis der ikke bliver reageret hurtigt.

Nødret!

Hvis du ser en hund i nød i en varm bil, bør du gøre følgende:

  • Find ejeren. Hvis bilen er parkeret foran et supermarked eller butikscenter, så få ejeren efterlyst over et samtaleanlæg. Få evt. nogen til at hjælpe dig, så du kan blive ved bilen.
  • Hvis ejeren ikke er fundet eller dukket op efter et par minutter, så ring efter politiet på 114 – eller 112, hvis hunden er i livsfare.
  • Hvis du mener, at hunden er i livsfare, må du slå ruden ind. Det skal dog efterfølgende kunne bevises, at du handlede i nødret, og at hunden faktisk var i en livstruende situation. Ellers kan du risikere at få en bøde.

Hvis hunden findes i tide, så er det meget vigtigt at handle hurtigt, når den er kommet ud af bilen. Hvis du har et termometer så tag hundens temperatur. Køl den ned med køligt/lunken vand (ikke iskoldt) eller våde, kølige håndklæder og tag direkte til nærmeste dyrehospital eller dyreklinik.

Behandling på Dyrehospitalet

Behandlingen fortsætter med alle midler for at få kropstemperaturen ned under 39 grader. Hunden skal have drop og evt. medicinsk behandling alt efter, hvor alvorlig dens tilstand er.

Ved alt for høj kropstemperatur kan der opstå alvorlige hjerneskader, hjerteskader, tarmskader, lever- og nyreskader samt forskellige blødningsforstyrrelser. Mange hunde skal være indlagt i flere dage. Udfaldet er altid uvist efter hedeslag. Hvis der sættes hurtigt ind med nedkølingen, så øges hundens chance for at overleve.

​Husk derfor

  • Efterlad aldrig hunden i en parkeret bil på en solrig/varm dag.
  • At have vinduet på klem hjælper ikke! Temperaturen vil stadig stige kraftigt. Solen flytter sig desuden også hurtigt, og den plads, du havde fundet i skyggen kan meget vel være solfyldt, når du kommer retur
  • Er skaden sket: Tag hunden ud i den friske luft
  • Gør hunden våd med våde håndklæder eller med køligt (ikke iskoldt) vand
  • Tag til dyrehospitalet eller dyreklinikken med det samme

Veletableret dyrehospital gennem 50 år

Bygholm Dyrehospital udvikler sig løbende og er i dag et moderne dyrehospital med solid erfaring.

Vi tager hånd om dit kæledyr

Vi har løbende styrket vores kompetencer inden for en lang række fagområder.

Vi er medlem af ISO Dyrlægen

ISO Dyrlægen er en certificeringsordning som sætter patienten og klienten i centrum.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

- Og følg med i vores hverdag.

Følg med på sociale medier og hold dig opdateret.

Kundeanmeldelser​