Ludvig har hjerteproblemer

En hjertepatient

Det er sent fredag eftermiddag, jeg er, i kraft af min pensioniststatus, gået på weekend for længe siden, men er af gammel vane aldrig længere væk end en telefon – hvis jeg da hører den!

En kollega fra det midtjyske ringer. Hun står med Ludvig, en dobermann på 6 år, der i dag har fået det meget dårligt. Den hoster, puster lidt og hjertet slår afsindigt og nærmest vælter over sig selv.

DCM

Dobermann, 6 år, hanhund. Efter beskrivelsen er han blevet ramt af dobermannens svøbe. DCM et slapt hjerte uden pumpefunktion, der, for at overleve, desperat sætter frekvensen i vejret, men intet sker.

Behandling: Vi skal prøve at tilføre hjertemuskulaturen lidt kræfter, så den kan pumpe. Og vi skal med vanddrivende medicin have pumpet noget væske ud af ham, så hjertets arbejde bliver mindre. Det går kollegaen i gang med ad medicinsk vej, samtidig med, at der holdes kontakt week enden igennem. Han bliver bedre, men slet ikke god nok, så mandag undersøger jeg ham ved at scanne ham og ved at optage et EKG. På store hunde er hjertefrekvensen i hvile under 90. Ludvig har en hjertefrekvens på 260, og så er han lidt bedre end i fredags!!

Han har en DCM, ja, men den har medført en forkammer takycardi dvs forkammeret står og ”flimre” og hjertet bestiller intet andet endkrampagtigt at prøve at føre blodet videre. Forkammeret er for stort.Vi har et klassisk mål, hvor forkammerets diameter skal være lig med aortas (legemspulsåren). Forkammeret er 2,31 x aorta.

Ligeledes beregner vi, ved at måle blodvolumen i venstre hjertekammer, nogle indextal. Det skal på det afslappede hjerte (diastole) være under 100, og på det sammentrukne hjerte være under 30 og i hvert fald ikke over 90. Der er faktisk ikke forskel på de to tal, så lille er bevægelsen og arbejdet i hjertekammeret. Og begge indexværdier ligger på værdier over 200.

Så tro mig, den behandling skal intensiveres voldsomt og kommmer til at bestå af 2 slags medicin til at regulere på forkammerets arbejde.

  • 1 slags medicin til at fremme tømningen af hjertet
  • 1 slags til at øge hjertets sammentrækningsevne

Og endeligt fortsat vanddrivende medicin til at støtte behandlingen.

Dertil kommer diverse tilskud for, at styrke hjertemuskulaturen.

Ludvig bliver bedre

Gradvist – nogle gange har vi syntes for gradvist – er det blevet bedre og bedre. Det er nu lykkedes at få forkammeret under kontrol, så stor var glæden i dag, da vi på EKG’et kunne se en selvstændig forkammeraktivitet, og stor har glæden været i hjemmet ved, at den hjertefrekvens,
der er målt i løbet af den sidste uge, har ligget under 100.

Jo jeg skal love for, der er blevet talt i den familie og SMS’erne er fløjet frem og tilbage mellem familien, mig og egen dyrlæge i det midtjyske. Og jeg må ærligt indrømme, at jeg er dybt imponeret over det arbejde, den indleven og den omsorg familien har vist. Ludvig er en meget lalleglad hund på 47 kg – faktisk kalder moderen ham ind imellem for et dampbarn, jeg nægter det ikke – så det var lidt spændende, da familien tog på ferie i deres sommerhus ved Limfjorden i sidste uge. Det gik som det skulle. Ludvig legede hoppede og sprang, og hjertefrekvensen holdt sig under 115.

Kontrol

Scanningen i dag var også dejlig at se, selvstændig forkammeraktivitet og bedre klapbevægelser (forkammeret er nu kun 1,31 x aorta, fint)Hjerteaktiviteten er det bedste den har været endnu, hulrummet i hjertekammeret er aftaget med 1 cm, og sammentrækningsevnen er forbedret.

Vores indextal er ikke gode nok, de ligger begge lige over 100, hvilket ikke er acceptabelt, så vi har øget dosis af den hjertemuskelsammentrækkende medicin. Det bliver spændende at se om det hjælper os tilstrækkeligt.

Men uanset det, har vi nu en glad og aktiv Ludvig, der får lov til at udfolde sig mere og mere og er super tilpas ved det. Så jeg er meget spændt på at få ham scannet igen i løbet af ca 14 dage.​

Nytter det noget?

Al arbejdet, alle udgifterne til medicin, er det noget værd i sidste ende? Jeg ville lyve slemt, hvis jeg ikke straks erkender at DCM (dilateret cardio myopati) er en meget alvorlig sygdom og, at jeg ikke kan tillade mig, at sige, at jeg kan styre den mange år fremad. Så det er jo ikke de mest positive odds familien har at arbejde med.

Men jeg kan styre den og lykkes de sidste tiltag, jamen så er vi så langt nede i hjertets størrelse og de målte værdier er så tæt på normalen, at vi kan være glade og se en fremtid i møde. Hvor længe? Jeg fristes til at citere Storm P. Men er en fremtid uden fastlagt længde ikke nok, og har vi ikke lov til at glæde os over, at vi har givet Ludvig et liv, og vel at mærke et godt liv, hvor han ikke mærker sin sygdom, og hvor Ludvigs familie har fået deres ballademager igen.

Er det ikke tilstrækkeligt til, at vi må acceptere, at vi ikke kender en slutdato, det er der jo faktisk ingen af os der gør. Jeg synes JO, og jeg vil sammen med familien glæde mig over hver dag, hver uge og hver måned og forhåbentligt år. Og ja, jeg vil hade og frygte den dag ud i fremtiden, hvor Ludvig pludselig fortæller, at nu kan han ikke mere. Jeg håber det varer meget, meget længe før han siger det, så faktisk gider jeg slet ikke tænke på det.

Gustaf V-B

Veletableret dyrehospital gennem 50 år

Bygholm Dyrehospital udvikler sig løbende og er i dag et moderne dyrehospital med solid erfaring.

Vi tager hånd om dit kæledyr

Vi har løbende styrket vores kompetencer inden for en lang række fagområder.

Vi er medlem af ISO Dyrlægen

ISO Dyrlægen er en certificeringsordning som sætter patienten og klienten i centrum.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

- Og følg med i vores hverdag.

Følg med på sociale medier og hold dig opdateret.

Kundeanmeldelser​