Stå aldrig til søs!

​Pinsemorgen går turen som vanligt langs stranden ved Hirtshals. Vejret er flot, vandet er stille og mågerne nyder livet enten på stranden eller ved at vugge rundt på bølgerne. Så Gry og hendes hvalpe Ida og Isabella her meget travlt. Måger skal flyve og ikke ligge der og dase. Og måger er altså noget man skal gø af. Så patruljeringen langs strandkanten foregår med intens halsgivning og i hastigt tempo. Frem og tilbage.

​

Gry spotter en syg måge

Pludseligt får Gry færten af en måge et stykke ude som ikke letter. Den må jo være syg, og syge måger skal man udfri af deres lidelser. Så med fuld hals står hun til søs for at jagte den.

Vi skyndte os op mod stedet og kaldte på hende, men i den situation, hjælper hverken fløjten som hun plejer at lystre, bønner, eder eller forbandelser. Jagten er gået ind og hun koncentrerer sig så fuldstændigt om den syge måge, at der er lukket totalt af for vores kalden.

​

Mågen kan ikke flyve, men fortsat flakse og svømme, så hver gang Gry nærmer sig, flakser hun længere til søs. Og Gry følger efter. Længere og længere kommer hun ud.

​

Væk var hun!

​

Til sidst kunne vi ikke længere se hende, men kan fortsat høre hende halse. Pludseligt forsvinder også hendes gøen. Det eneste vi nu kan høre er genlyden af vores egen fortvivlede kalden og bølgeskvulpet.

​

Jeg havde i mellemtiden ringet 112 i forsøget på, at skaffe en båd. De var hjælpsomme, men havde ikke de store muligheder, nærmeste båd er placeret i Løkken!

​

Havde vi mistet Gry?

Så vi var faktisk ved at indstille os på, at vi havde mistet Gry – den lille Møghund. Kort efter kommer den kvindelige ejer af et sommerhus i klitten ned med en kikkert. Hun havde set Gry forfølge mågen, men kunne ikke se noget mere.

​

Vi fortsatte med at kalde, vi brugte hundefløjten, vi spejdede udover havet – intet !

Der var hun!

​

Pludseligt opdagede jeg et lille hoved og en hale der stak op af vandet udenfor 3 revle. Gry var på vej ind, så vores kalden tog nærmest form af skrigen og opmuntrende hujen. Vi lod vores venlige hjælper med kikkerten passe de andre 4, smed tøjet og gik ud så langt vi kunne mellem 1 og 2 revle.

​

Det var lange minutter, før Gry nåede det sidste stykke ind til os, og jeg skal love for, hun knugede sig ind til sin mor, da hun fik fat i den. Iskold var hun, hendes bagben sitrede lidt under hende, da hun blev sat ned på stranden, hvor jublen var stor både hos den rare dame med kikkerten og hos os selv.

​Når jagten går ind

Man fyldes med rædsel ved tanken om, hvis hun ikke havde klaret svømmeturen, man fyldes af irritation over det faktum, at når jagten går ind, så går forstanden ud. I hvert fald kan vi hendes ejere hyle og skrige så meget, vi har lyst til. Det bliver ikke hørt.

​

Og endelig kan jeg ligeså godt erkende det: Jeg er stolt over, så råstærk sådan en lille møghund er. Det var flot klaret, at hun trods alt opgiver jagten, mens hun endnu har kræfter til at komme ind igen. Det kræver stor styrke og orientering, at komme tilbage til det sted, hvor hun gik ud. Der er trods alt både strøm og vind, når man kommer ud over revlerne, så den kunne have ført hende langt væk. Og tænk fem minutter efter havde hun genvundet sin styrke, så hun var klar til at gøre det samme en gang til. Møghund.

​

Morale

Der er en grund til, at hunde skal føres i snor på strand og i skov. Vi tror vi har kontrol over vore hunde, og det har vi – lige indtil der sker noget, vi ikke har kontrol over!

​

Her i huset er vi lykkelige over, at vi slap for, at bruge resten af pinsen til, at lede efter et lille hundelig på stranden og, at vi har hele vores flok af små bavianer intakt.