Parvovirus hos hund

Årsag og smitteveje

Infektionen kaldes også parvodiarre og virus er identisk med det virus, der forårsager kattesyge hos kat.

Det er en forholdsvis ny sygdom, der første gang blev beskrevet hos hund i slutningen af 1970′ erne: den opstod stort set over hele kloden på en gang, hvilket gav anledning til megen diskussion om årsagen. I de første år blev mange hunde ramt af sygdommen og mange døde heraf.

Nu er der vacciner der beskytter og der er dermed oparbejdet en betydelig naturlig resistens i hundebestanden.

​

I dag optræder sygdommen mere sporadisk, men kan ind imellem stadig have en voldsom karakter, og optræde med mange sygdomsudbrud i et geografisk område.

Parvovirus er det af vore virus der er mest resistent i omgivelserne. Det udskilles fra patienten med opkast og afføring, og kan overleve i jordbunden i årevis.

​

Symptomer og behandlingsforløb

Symptomerne viser sig som særdeles voldsomme opkastninger og voldsom blodig diarre, der specielt når den ses hos hvalpe, medfører en særdeles kraftig indtørring (dehydrering) af patienten med risiko for dødelig udgang.

Behandlingen kræver indlæggelse med intensiv væsketerapi for at forhindre dehydrering og shockudvikling. Desuden gives støttende behandling i form af kvalmestillende og antibiotika for at forhindre blodforgiftning. Trods intensiv behandling er det ikke altid muligt at redde patienten.

​

Forebyggelse

Vaccination er effektiv til at beskytte mod infektion. I nogle kenneler ønsker man at beskytte så tidlig som muligt, hvorfor der er udviklet en parvovirusvaccine specielt til helt unge hvalpe i alderen 6-8 uger.

​

Nogle racer blandt andet schæfer, rottweiler og doberman menes at være særligt sårbare overfor smitte med parvovirus, så de får særlig ofte den ekstra tidlige vaccination.​