Tlf.: 75 61 14 44|post@bygholm-dyr.dk
Vores historie 2018-12-11T09:09:19+00:00

Vores historie

Bygholm Dyrehospital er etableret i 1974.

Bygningerne blev opført i forbindelse med etableringen, men mange ændringer og udvidelser er sket siden, således at bygningerne i dag danner rammen om et top moderne og specialiseret servicested for hunde og katte, gnavere og fugle.

Gustaf Valentiner-Branth har skrevet hospitalets historie som en føljeton i 8 afsnit, de er blevet udgivet løbende i forbindelse med vores 40 års jubilæum i 2014.

Du kan også læse afsnittende samlet i bogen BYGHOLM DYREHOSPITAL 1974-2014.

Her også et appendiks med nogle af de mest populære historier fra artikelserien ‘Dyrene og Os’ fra Horsens Folkeblad.

En tanke opstår – en arbejdsplads bliver skabt

”Jeg er snart træt af at være assistent” sagde Knud Steensborg. ”Det er Gustaf også” sagde Mette – og så var det dyrehospital grundlagt.

Helt så hurtigt gik det dog ikke, men dette var startbemærkningerne og den meget spæde begyndelse til det, der skulle blive det fælles barn for familierne Steensborg og Valentiner-Branth de næste 15 år, og en væsentlig del af mit liv de næste 40 år.

Året er 1973:

Steensborg var assistent på Århus dyrehospital, og jeg var assistent i en kombineret land og smådyrspraksis i Skægkær ved Silkeborg. Et job jeg var utroligt glad for og et job, hvor jeg selv fik lov til at tilrettelægge mit arbejde, specielt på vores klinik. En ønskeposition, men uanset hvor glad jeg var for landpraksis, måtte jeg erkende, at man ikke kan blive 100% inden for begge områder. Så ville jeg opnå den kunnen, som det var min hensigt at opnå som smådyrsdyrlæge, var jeg nødt til at vælge.

Så svaret blev et ja og vi gik i gang. Årsagen til vores besøg var ellers det værst tænkelige:
Vi havde lige mistet vores ældste gravhund på grund af discusprolaps og betændelse i rygmarven. Det hele tog kun 2 dage i et langt og hæsligt smertehelvede fra han blev syg til han døde. Så det virkede i grunden lidt aparte, at man sad hos kollegerne i Århus, som vi havde søgt hjælp hos, over kaffen og hans jordiske levninger, og aftalte opstart af eget dyrehospital.

Men sådan blev det.

Dengang var der endnu en del tomme pletter på landkortet. Horsens var en af dem; den tager vi. Den ligger i bunden af en fjord og der er en masse opland.

Der blev tegnet og planlagt, der blev købt grund af kommunen, der blev arrangeret, at vi kunne få 20 timers kødkontrol på slagteriet om ugen – så havde vi da den indtægt – der blev snakket med banker, de kløede sig noget i skægget, men endte med en løsning.

Så til sidst fandt vi tegningerne til et prisbelønnet amerikansk dyrehospitalsprojekt. Rettede det til, til vores brug, fandt manden der kunne bygge det, og endelig den 15. januar 1974 tog vi det første spadestik.

Min hustru Mette og jeg flyttede til byen i februar, så vi kunne følge byggeriet og passe arbejdet på slagteriet. I slutningen af juni sluttede Steensborg sig til.

Og endelig 1. juli 1974 slog vi portene op.

Kunder ? De væltede ind fra dag et, så vi var glade. Ingen penge men masser af arbejde.

Arbejde, udvidelser og smitsomme sygdomme

Jeg husker en af vores første operationer. Det var en lille dværgpincher med kronisk øregangsbetændelse i begge sider og en total tillukning af øregangene. Den havde meget ondt i ørerne og det var totalt umuligt at opnå noget ved en medicinsk behandling. Så vi måtte åbne og fjerne en del af begge øregange, så vi kunne lindre smerterne og behandle den kronisk betændte hud.

Kroniske lidelser havde vi rigtig mange af de første mange år, og det er, når jeg tænker tilbage, et af de punkter, hvor vi dels er blevet meget bedre til at passe på vore kæledyr, og dels er den medicin, vi har at gøre godt med forbedret meget i forhold til dengang.

En anden positiv ændring. Vi så rigtig mange påkørsler. Bjerrevej, Langmarksvej og Bygholm Parkvej var blandt de mest udsatte strækninger. I dag er vi meget, meget bedre til at passe på, og det er såmænd tæt på, at patientmaterialet med brækkede ben er for lille til, at vore kirurger kan holde operationsrutinen ved lige.

Selvom vi syntes vi havde bygget stort, blev hospitalet hurtigt for småt. Så allerede i 1975 indrettede vi et burrum til katte. Udendørs løbegårde, så vi kunne lufte flere hunde ad gangen, manglede vi også, så de overdækkede løbegårde blev også bygget i 1975.

Parvovirusinfektionen hos hund opstod og udbredtes eksplosivt i hele verden i 1979. Også her i landet holdt den sit dramatiske indtog .

Parvo patienterne var voldsomt dårlige. De kastede op og havde stinkende og blodig tynd mave i en uendelighed, så hvis de ikke blev lagt på vædskedrop adskillige gange i døgnet, var vi sikre på, at miste dem. Det var i de første år en dramatisk forløbende sygdom og vi mistede rigtig mange af dem.

Specielt var enkelte kenneler, hvor smitten havde bidt sig fast, udsatte. Hvalpene var sunde og friske indtil de var 7 uger. Så begyndte den modstandsdygtighed mod sygdommen de havde fået ind med råmælken det første døgn efter fødslen, at aftage. Pludselig i løbet af en dag eller to blev de alle syge med opkast og tynd mave.

2-3 dage efter var de fleste døde. Det var uhyggeligt.

I 1980 byggede vi en længe til hospitalet, den indeholdt dels en udvidelse af vores pensionsafdeling. Og dels, isoleret i den nederste del af huset, en isolationsafdeling med separate løbegårde, hvor vi kunne indlægge og behandle parvo patienter, så de ikke kom i kontakt med andre.

Derudover byggede vi det løbegårdkompleks vi stadig har. Det omgiver haven på en hyggelig måde, og er indrettet således, at sygeplejerskerne har kontakt med hver enkelt hund, når de luftes.

Parvopatienterne var særdeles arbejdskrævende og uhyggelige

Nej hvor var de da syge. Men vi havde hele tiden et håb. Fik vi dem til at overleve de første 5-6 døgn, klarede vi den. Vi kunne behandle dem om aftenen på dag 5 og tænke: ”Pokkers jeg tror ikke du overlever natten”.
Men næste morgen til første morgenbehandling, stod den glad og logrende: Goddag, goddag, jeg er levende igen. Afmagret og udtæret ja, men humøret var tilbage og der var noget at bygge på. Hvor jeg dog mindes den glæde, vi følte ved det syn.
Det var hele arbejdet værd.

Dårligt havde vi fået de værste parvostrabadser under kontrol, før det i 1984 gik rivegalt igen, og der var der sågu ikke nogle opløftende glædes syn. 120 hunde mistede vi på Bygholm Dyrehospital fra sommeren 1984 til februar 1985, hvor nye tilfælde ebbede ud.

Jeg mindes den første. Det var en ung schæfer, der blev præsenteret i begyndelsen af juli måned. Høj feber, grøn betændelse i øjnene og næse, kæmpe mandler, hoste og tynd mave. Det var en hundesyge patient.
Og resultatet?  Schæferen døde som de 75% af angrebne hunde gør. Og af de der overlever, er størstedelen kronisk syge på livstid på grund af kroniske hud og nervesygdomme.

Det er ikke for ingenting, vi regner hundesyge for vores værste og derfor vigtigste smitsomme sygdom. Men hunden var vaccineret, og hundesygevaccinen bør være en meget effektiv vaccine. Der blev indsendt adskillige prøver til laboratorium, hundesyge kunne ikke påvises.

Det samme skete med næste patient. Vi snakkede med kolleger: samme historie. Hvad – undskyld – fanden foregår der? Vi skældte ud på laboratoriet, laboratoriet sagde vi var idioter og hundene døde som fluer.
Vi havde trods alt set en del af slagsen under de to epidemier, vi havde i begyndelsen af 70’erne. Dels i 1971 og dels i 1975 lige efter vi startede på dyrehospitalet.

Det var rædselsfuldt. Som Steensborg sagde i slutningen af 1984: Dette har ikke været et morsomt år, at være dyrlæge i. Af børn og fulde folk skal sandheden høres ! – jeg kan tilføje: og af gamle dyrlæger.
En ældre kollega i Århus hævdede fra start: Det er, fordi vi på grund af Parvovirus, er begyndt at vaccinere for tidligt. Den gamle idiot!!!.
Men han havde jo ret havde han, og det var lige nøjagtig den væsentligste konklusion fra det udvalg, der siden blev nedsat i Veterinærdirektoratet, og hvoraf jeg havde privilegiet at være medlem.

På grund af de tidlige vaccinationer og eventuelt et sammenspil med parvovirus dækker vaccinationen ikke godt nok, fordi den blokeres af de modstoffer, hvalpen har fra moderen. Derfor skal der vaccineres ved 12 uger og ved 16 uger, når disse maternelle antistoffer er væk for, at opnå fuld effekt af vaccinationen.

Den regel gælder fortsat selvom parvo vaccinen er blevet forbedret til en levende vaccine, og selvom mange – efter min mening ganske unødvendigt – gerne vil give første vaccination, når hvalpen er 8 uger. Så skal hvalpen bare vaccineres 3 gange.

Programmets effektivitet fik vi bevist under de to hundesygeepizotier vi havde igen i 90’erne. Der var ikke et eneste dødsfald hos en vaccineret hund.

Hurra.

Den eneste omkostning man for alvor kan spare på er lønnen

Der er megen sandhed i den udtalelse. Det kan ikke nytte, at spare på kvaliteten af materialer i den daglige drift. Man er også nødt til at investere i instrumenter og laboratorieudstyr. Vand og varme koster det, det koster, selvom man tænker over sit forbrug. Jamen, så er der kun to områder tilbage, nemlig papirclips – og dem bruges der fantastisk mange af på et dyrehospital! – og lønninger til dyrlæger og sygeplejersker.

Steensborg og jeg var privilegeret. Hvis vi ikke tjente nok pr time til at oppebære en løn, arbejdede vi bare nogle flere timer. Det har heldigvis aldrig været arbejde, der har været en mangelvare på dyrehospitalet. Til vores hjælp havde vi Bente, der stadig er trofast klient i huset. Derudover lejede min kone Mette et lokale af os, hvor hun havde sin hundesalon med trimning og klipning af hunde, så der var opså hjælp at hente i en presset situation.

Mette mindes fortsat en af de mange gange, hvor jeg har ringet efter hende om natten, fordi jeg stod med et kejsersnit eller en anden operation, hvortil jeg skulle bruge hjælp.Hun ringede efter en taxa, samlede to unger og dyner sammen og så gik det afsted.
“Til Dyrehospitalet” sagde hun til chaufføren, der kiggede vantro på hende og vores to små døtre i nattøj. “Er det virkelig der du vil hen? Der er mig bekendt intet krisecenter på den adresse”.

Personalet blev hurtigt udvidet, så vi kom op på 2 elever. Det var et hus med en høj stressfaktor og meget temperament, så det var ikke usædvanligt, at eleverne ikke kunne klare presset. Men de der kunne, de blev der til gengæld generelt i mange år.

Det gik stærkt. Vi kvittede slagteriet i 1980 og begge dyrlæger blev ”hjemmegående”.

I 1981 fik vi den ide, at ansætte en administrativ chef, så vi kunne koncentrere os om dyrlægearbejdet. Ulla Roos blev ansat og styrede alle både mulige og umulige funktioner og var en loyal guldklump for firmaet, indtil hun gik på pension efter 25 års ansættelse.

I 1983 havde jeg besøg af et par gamle studiekammerater. Da de rejste, sagde den ene: ”At en klient skifter dyrlæge, fordi du er dum i nakken. Det er der ikke noget at gøre ved. Men at klienten skifter dyrlæge fordi, du har for travlt, det er for dumt.”

Peter Kierk blev ansat som assistent. Det gav en tiltrængt beskæring af arbejdspresset og endte med, at Peter senere blev medejer af dyrehospitalet og sidste år kunne fejre sit 30 års jubilæum på stedet.

Jo, jo det var et skridt på den rejse, der hvad personalemængde angår kulminerede i det første årti af 2 tusindtallet med et personale på 5 dyrlæger, 5 veterinærsygeplejersker, 6 sygeplejeelever og en bestand på 4-5 søde skoleelever, der hjalp i pensionen med pasning og rengøring. Glemmes skal heller ikke det daglige rengøringsteam, der hver aften sørger for, at rengøringen er i top.

Veterinærsygeplejerske uddannelsen har været på en tilsvarende rejse:

I 60’erne og 70’erne var det en uorganiseret uddannelse med ubetalte nattevagter og arbejdsvilkår, som ikke længere er gangbare i dagens Danmark. Men sjovt var det, spørg bare min hustru Mette, hun var en af dem.

I 70’erne lavede vi på dyrehospitalerne en fælles undervisning for vore elever. Der blev lavet et godt undervisningsmateriale, og undervisningen foregik på skift på forskellige dyrehospitaler en aften om ugen med dyrlægerne som undervisere.
Hyggelige aftener, hvor vi var chauffør for vores elever, som jo generelt ikke havde bil, og i øvrigt prøvede at holde sig vågne og få det bedste ud af det efter en lang arbejdsdag,Til uddannelsen var knyttet en overbygning med 1 år på laborantskole enten i Frederikshavn eller i Kolding, så eleverne efter endt uddannelse var såvel veterinærsygeplejersker som industrilaboranter, og dermed havde endnu en beskæftigelsesmulighed.

Senere blev det endnu mere organiseret. Der blev lavet en dagskole i Vejle, så man gik på skole i tre måneder af gangen. En skolegang der siden er flyttet til Kolding, hvor man nu har en fast lærestab og struktureret skoleuddannelse, der i sektioner samlet varer10 måneder af elevtiden på tre år.

Samtidig er der såvel for elever som for sygeplejersker oprettet overenskomster, så der er styr på alt omkring løn og ansættelsesforhold.

Jo, jo det er andre tider end da dyrlægerne og sygeplejerskerne i slutningen af 70’erne forhandlede betaling af nattevagter.

Et argument fra en af mine kolleger: ”Nu har jeg i 25 år ligget hver nat ved siden af min kone og ventet på telefonen, har jeg nogensinde fået en krone for det? Hvorfor skal I så pludselig have det?”
Pigerne købte ikke argumentet! Og nattevagterne blev lavet om til frivillige betalte tilkald, som i øvrigt fortsat fungerer.

Men udgangspunktet med at spare på lønninger må siges at være skredet, og det høje omkostningsniveau på dyrehospitalerne er en realitet, der endnu engang understreger, at man som hunde og katteejer i dag skal sikre sig med en sygeforsikringsordning, hvis man ikke er millionær!

Fattigfirserne & kartoffelkur

Er udtryk der leder tanken tilbage på slutningen af 1980’erne og begyndelsen af 90’erne.

Steensborg havde i sidste halvdel af firserne sat sit navn på landkortet ved, at være den dyrlæge, der med et kæmpe arbejde og en engageret og flot indsats havde overbevist sine kolleger om at diætfoderserien Prescription diet er et unikt hjælpemiddel i behandlingen af en lang række medicinske sygdomme.
En behandlingsstøtte der fortsat er central i vores daglige arbejde og en ide flere andre foderproducenter siden har taget op, udviklet og markedsført deres koncept af.

Efteruddannelsen som fagdyrlæge for hund og kat blev etableret i sidste halvdel af firserne. En efteruddannelse der skulle hjælpe den rutinerede smådyrsdyrlæge til, at få system og struktur på sin viden. Steensborg var med på det første hold af dyrlæger, der gennemførte uddannelsen.
Jeg var fortsat meget engageret i bestyrelsesarbejdet i specialpraktiserende dyrlægers forening, så der var tryk på kedlerne både når vi var på hospitalet og udenfor.

De trange tider i samfundet satte sit aftryk på hospitalets arbejdsmængde, så da Steensborg i efteråret 88 havde afsluttet fagdyrlægeuddannelsen, begyndte vi at lede efter nye vækstmål.

Det var vildt moderne med satellitkliniker, dvs. ambulante klinikker i lokalområderne.
Der kunne man vaccinere og behandle patienter med småproblemer tæt på patientens hjem. Var der større problemer eller undersøgelser, kunne man derfra indlægge på dyrehospitalet.
En indlysende god ide, men ville det ikke blot gå op i hat og briller og krav om øget personale? Konklusionen for os blev, at vi vendte tommelfingeren nedad.

Vi mente ikke, det var os.

Det kan ikke undgås, at 15 års intenst samarbejde, som i ethvert andet ægteskab, slider på parterne. Blot havde Steensborg og jeg ikke en fælles ægteseng, at rede trådene ud i.

Så pludselig sidst på efteråret opstod der, i forbindelse med vækstplanerne, ideer vi ikke kunne få til at nå sammen. Resultatet blev at Steensborg, som en konsekvens af sin ide, købte en klinik i Brabrand, en klinik han siden har udviklet betydeligt og fortsat driver. Steensborg solgte sin andel af dyrehospitalet til Peter Kierk og mig og udtrådte pr 1. januar 1989. En dramatisk beslutning som fortsat kan give mange tanker hos begge ”ægtefæller”.

Men livet gik videre. Vi fortsatte 2 dyrlæger på hospitalet og fandt vores ben at stå på.

Det var en tid med mange initiativer. Guldbehandlingen – dengang betegnet som guldakupunktur – holdt sit indtog som smertebehandling til kroniske lidelser. Den gængse akupunktur blev taget op som smertebehandling. Scanning blev indført som det unikke diagnostiske hjælpemiddel det er, et hjælpemiddel jeg siden, jeg for alvor begyndte at beskæftige mig med hjertesygdomme i begyndelsen af 90’erne, er blevet dybt afhængig af. Så i dag er det mit væsentligste stykke værktøj, såvel ved undersøgelse af hjertepatienter som ved hjertescreeningsundersøgelser på avlsdyr.

Kikkertundersøgelser af mavetarmkanalen og senere undersøgelser af bronkier blev også en del af vore daglige rutiner, så det var en travl hverdag med mange ting der skulle indarbejdes.

Udadtil fortsatte Peter Kierk i Steensborgs fodspor som radiovært i Radio Horsens, og jeg havde fornøjelsen af at lave artikelserien ”Dyrene og os” på bagsiden af Horsens Folkeblad fra 1990 -1997 samt adskillige artikler i ”Hundejournalen”.
Jo vi kedede os sandelig ikke i den periode. Så det blev særdeles positivt modtaget af vore hustruer, da vi i 1997 besluttede os for, at tiden var moden til, at blive 3 dyrlæger igen.
-Det trængte vi til.

Helle Johansen kom til som nummer 2 i rækken af medarbejdende dyrlæger, og har tilført os en masse udvikling og nytænkning. Hun blev hurtigt meget aktiv omkring tandbehandlinger, et område der i den grad trængte til et løft.

Specielt har Helle været meget aktiv inden for diagnostik og behandling af medicinske sygdomme. I den forbindelse har Helle specialiseret sig i cancersydomme og er i dag certificeret onkolog.

Ligeledes oprettede Helle den første blodbank for hunde i landet.

Så der var stor glæde, da hun i 2005 accepterede, at blive en del af næste generation på Bygholm Dyrehospital.

I 1990’erne gik det stærkt

Travlheden fortsatte og der var efterhånden ofte brug for, at vi alle 3 var i konsultationen på en gang. Vi havde kun 2 konsultationslokaler, så vi prøvede meget at planlægge os ud af det. Det lykkedes om formiddagen, hvor der altid var 1eller 2 af os i gang med behandlinger, undersøgelser og operationer. Men om eftermiddagen, gik det ofte galt.

Så stakkels Helle blev henvist til at have sine konsultationer i behandlingen – hendes mandlige kolleger er meget ridderlige! så det var ikke hende, der fik et af de to konsultationslokaler – det var en udfordring.

Rengøring i behandlingen var ikke altid tilendebragt, der var meget trafik igennem lokalet på vej til og fra hunderum og løbegårde. Kort sagt, det var at sammenligne med, at holde konsultation i afgangshallen på Københavns hovedbanegård.
Men Helle var jo heldigvis københavner, så det klarede hun nok! , det var værre med hendes klienter, de var generelt inkarnerede horsensianere og vant til fred og ro.

Men på trods af de alt andet end optimale arbejdsbetingelser, klarede hun jobbet og blev hurtigt populær. En kvindelig dyrlæge i butikken var også et plus, og så kan I snakke M/K og ligestilling, så tosset I vil. Der er forskel!

På et tidspunkt opdagede vi water walkeren, en træningsmaskine til genoptræning af patienter efter knogle, led og rygoperationer. Samt til træning af slankepatienter, geriatriske patienter eller ren og skær fysisk træning af raske hunde.

En fantastisk maskine bestående af et løbebånd i et ”badekar”. Det er muligt at bevæge sig normalt samtidig med, at vandet bruges både til at mindske belastningen af kroppens vægt og øge modstanden ved bevægelse. Svært at forstå? Kom og se den, lad din hund evt. din kat prøve en tur. Det er fantastisk.

Men hvor skulle den være? Det eneste mulige svar: Byg ud!

Vi har brug for flere konsultationer, water walkeren kræver et lokale på 20 kvm. Og vi har for øvrigt også behov for dyrlæge nummer fire.

I 2006 stod udbygningen færdig. Der var lavet en tilbygning på 200 kvm, den oprindelige hospitalsbygning var bygget om, og Jeannette var kommet til som fjerde dyrlæge.

Kom an fremtid. Vi er klar til at modtage dig i nogle super faciliteter.

Jeannette valgte siden, at søge andre veje. Hun blev afløst af Michael Schaap, der med sine smidige fingre og formidable rumsans har udviklet sig til en meget dygtig knoglekirurg og bruger af artroskopet til undersøgelse af led.

Siden er Lise Hedegaard kommet til som femte dyrlæge, hun er mediciner om en hals og er specielt interesseret i hudsygdomme, hvorfor det er hende, der bliver sat på arbejde, når vi har vanskelige dermatologiske patienter.

Specialicering og struktur

Teambuilding, coaching, management dækker over principper, som vel altid har været ved anvendt ved brug af almindelig sund fornuft. Men specielt 90’erne gjorde det til en disciplin, som konsulenter levede af, at undervise i og inkorporere i firmaer.

Vi hoppede med på bølgen og deltog i kurser sammen med hele personalet, såvel som vi i to perioder involverede os i længere managementforløb.
Det havde vi et rigtig godt udbytte af. Både hvad angik hverdagen på hospitalet og den administrative styring af både firma og økonomi.

Som hidtil sidste punkt i den udvikling, blev vi i 2012 ISO certificeret.
Et kæmpe arbejde, der har udmøntet sig i, at hverdagen er sat mere under kontrol og mere i system og derfor er nemmere at overskue.

At et nyt tungt EDB system, at kravet om udbyggede og velskrevne journaler og udfyldelse af skemaer nogle gange gør, at man kan drømme sig tilbage til de tider, hvor patient og klient ikke skulle konkurrere om ens opmærksomhed med EDB skærmen, er ikke positiv tale i disse fremskridtstider. Så der er ikke noget at sige til, at firmaet har fået brug for en ledende sygeplejerske, til at styre folk med så kætterske tanker!

Faktisk var ideen med, at bede Heidi varetage funktionen som ledende sygeplejerske eller lusen mellem de to negle, at dyrlægerne skulle kunne koncentrere sig om, at være dyrlæger og overlade til Heidi, at klare hverdagens planlægning og problemer.
Et tungt arbejde, der kræver en pige med oversigt og gåpåmod, og koster hende en masse øretæver, men det er det, der er med til at få ting til at fungere. Og det gør det.

I gamle dage var en dyrlæge en dyrlæge. At nogen havde koncentreret sig mere end andre om dele af faget og derfor sad inde med en speciel kunnen og viden. Det var absolut Fy ord og fagforeningspolitik af værste skuffe. Uanset det var et ubestrideligt faktum. I dag er certificering og specialisering ikke bare anerkendt, men også nødvendigt for, at vi kan betjene vores patienter bedst muligt.

Jeg har tidligere omtalt, at Helle er certificeret i diagnostik og behandling af kræftsygdomme – Onkolog.

Jeg har de sidste 20 år arbejdet meget med hjertesygdomme og en væsentlig del af mit arbejde i dag består i diagnostik og behandling af hjertepatienter. Ligeledes er jeg certificeret i hjertescanninger på avlshunde med henblik på arvelige hjertelidelser. Det samme gælder røntgenundersøgelser af gravhunde med henblik på nedarvingen af diskusprolaps, som også i høj grad er arvelig.

Peter Kierk har været igennem en efteruddannelse i kirurgi. Og Michael Schaap er i fuld gang med den samme. Ligesom Lise koncentrerer sig om sine hudpatienter.

Også dialogen med vore klienter er fortsat i højsædet. Vi har i masser af år haft en hjemmeside. Den havde oprindeligt mest karakter af en ”telefonbogs” opslagsside.
I dag er den udbygget, så den ud over de rent faktuelle oplysninger om personer, priser og begivenheder, også indeholder en masse fagligt stof, gode historier og ikke mindst Freddies blog, hvor ledende klinikkat Freddie delagtiggør i begivenheder på dyrehospitalet.

Også Grys fortællinger indeholder fortællinger om hvalpe og en masse andre facetter fra hundelivet.

Jo, der sker noget på Bygholm.

Alt er dog ikke rosenrødt!

I 2011 lukkede vi vores pensionsafdeling. Der blev indført nogle lovkrav med henblik på burstørrelser, som vi ikke havde hverken lyst eller evner til at opfylde.
Derfor lukkede vi pensionen, som siden vi startede dyrehospitalet, har tjent vore klienter som et tilbud om en professionel pasning af det firbenede familiemedlem, når det ikke kunne være med på familiebesøg eller ferie. En service hvor pasningen senere blev udbygget med aktivering og leg, så der virkelig skete noget under opholdet.

Bortset fra, at mange af vore klienter var grædefærdige over beslutningen, har den også haft konsekvenser indadtil. Dels har den betydet et tab af arbejdspladser og dels har den berøvet vore sygeplejeelever en vigtig del af deres uddannelse. Pensionen gav nemlig eleverne en helt oplagt og naturlig indlæring i, hvordan man omgås alle typer af hunde og katte. Det var virkelig en gren af faget, som på den måde kom ind som en grundig mesterlære og en gren af faget, der vanskeligt læres bedre på andre måder.

Så er der noget at sige til, at vi begræder den lovgivning.

Vi har været igennem samfundskriser tidligere i hospitalets historie, men hver gang er dyrlæger kommet sidst i rækken af dem, det gik udover. Vi har måttet give længere kredittider, vi har sat mere til og vi har også måttet arbejde mere for, at komme igennem. Men dybest set er vi kommet igennem dem alle, uden de helt voldsomme problemer.

Da den nuværende finanskrise startede, var vores indstilling nok den samme. Vær på vagt og stram op. Men vi blev klogere, allerede efter andet kvartal i 2009 stod det klart for os og vore mange kolleger rundt om i landet: Denne krise kommer til at koste.

Specielt gjaldt det de dyrehospitaler med betydelige personalelønninger. Der var ikke længere kun to chefer, der blot kunne regulere deres løn og i øvrigt arbejde nogle flere timer. Nej der var et personale, og der var nogle overenskomster, som også i vores erhverv var blevet gode, igennem alle de år, hvor det gik godt.
Indtil 2008 skulle vi virkelig søge og være heldige for, at få en medarbejdende dyrlæge eller en sygeplejerske. Efter 2009 er begge fag ramt af betydelig arbejdsløshed. En situation der heldigvis så småt er ved at stabilisere sig.

Vi har foretaget begrænsninger i personalet ved at undlade genansættelser, når der har været naturlig afgang blandt sygeplejerskerne. Vi har halveret vores elevantal. Og vi har desværre også sagt farvel til nogle rigtig gode og dygtige piger, når de blev uddannet som sygeplejersker.

Øvrige omkostninger er reduceret i det omfang, det har kunnet lade sig gøre. Specielt har der været fokus på administrationsomkostningerne, som er barberet i bund.

Vi har beskåret antallet af dyrlægetimer, men har undgået at beskære dyrlægeantallet, fordi vi her har den ekspertise, vi skal bruge til, at komme videre med, når vi igen ser dagens lys, og det begynder at gå fremad igen.

Så alt i alt har de sidste år været barske, også i vores branche.

I krisetider har vi altid kunnet mærke en øget interesse for forsikringsselskabernes sygeforsikringsordninger, det gælder også nu. Ikke kun på grund af krisetider, men også fordi sygeforsikringsordningerne virkelig er attraktive for hunde og katteejere. De giver en sikkerhed for, at man ikke behøver at sige nej til et undersøgelses og behandlingstilbud på grund af økonomi.

Face facts. Det er ikke omkostningsfrit at gå til dyrlæge – tværtimod. Og forsikringerne er både seriøse og prismæssigt rimelige. Men vælg det rigtige selskab, læs det der står med småt, så tilbuddet også gælder din hund og kat.

Derudover har vi på Bygholm lanceret vores sundhedsklub i 2014.

Et særdeles attraktivt tilbud, hvor vi prøver at hjælpe sundhedsklubbens medlemmer med rabatordninger på omkostninger, der ikke dækkes af sygeforsikringerne.  Så hvis du ikke har hørt om det, så tjek det på hjemmesiden eller ring til Dyrehospitalet.

Fremtiden er derfor timet og tilrettelagt. Vi vil fortsat gerne være et centrum i din hunds og kats liv og sundhed. Og sætter alle kræfter ind på, at være et godt centrum.

For mit eget vedkommende er fremtiden snart der, hvor man begynder at drømme om fortiden!

Alligevel har jeg det privilegium, at jeg fortsat kan byde ind med nogle ting, som jeg ved en masse om. Og så har jeg i øvrigt slet ikke fået nok af at omgås og være noget for de firbenede. Så Bygholm Dyrehospital hører forhåbentlig også til min fremtid nogle år endnu. Og så er det for øvrigt meget sjovt, nu hvor jeg ikke længere er medejer, også at få løn for at være der!