Tlf.: 75 61 14 44|post@bygholm-dyr.dk
Kardiologi 2020-03-19T18:40:08+00:00

Kardiologi

Gustaf Valentiner-Branth og Regitze Møller Nissen modtager patienter til udredning for hjertesygdomme. Gustaf varetager både sygdomsscanninger og avlsscanning mens Regitze på nuværende tidspunkt kun varetager sygdomsscanninger.

Hvornår skal patienten henvises?

  • Mislyd hørt ved sundhedseftersyn af hvalp/killing forud for salg til ny ejer.
  • Hunde uden kliniske symptomer, som har en systolisk mislyd på hjertet ved sundhedseftersyn.
  • Katte med mislyd på hjertet: sygdom kan her enten være et primært eller et sekundært hjerteproblem.
  • Patienter med mistanke om symptomgivende sygdom relateret til hjerte og lunger.
  • Avlscanninger

I huset har vi en moderne hjertescanner af høj kvalitet. Vi har desuden mulighed for at optage EKG og måle blodtryk på vores patienter.

Hvorfor henvise en hund uden symptomer på hjertesygdom – men med en mislyd på hjertet?

Midaldrende til ældre hunde af små til mellemstore racer (eks. Cavalier King Charles Spaniel, Chihuahua, Gravhund etc.) kan med tiden udvikle myxomatøse klapforandringer, som resulterer i insufficiens af mitral- og tricuspidalklappen. Hjertet formår i en lang periode at kompensere for denne insufficiens, men hjertet vil med tiden udvikle kardiomegali hvormed patienten risikerer at udvikle kongestivt hjertesvigt.

De senere år har EPIC-studiet ændret vores tilgang til netop disse patienter: Vi har nu mulighed for at hjælpe hunden uden symptomer, men med en systolisk mislyd på hjertet. Når vi vha. ekkokardiografi og røntgen kan se, at der er tegn på kardiomegali, har vi mulighed for at opstarte patienten på forebyggende hjertemedicin.

EPIC-studiet har vist, at vi i gennemsnit, ved at fange disse patienter i tide, kan forlænge den prækliniske periode med 15 mdr., og dermed forlænge hundens symptomfri tilværelse.

Læs mere om EPIC-studiet

Regitze Nissen
Regitze NissenDyrlæge
Gustaf Valentiner-Branth
Gustaf Valentiner-BranthDyrlæge

Regitze Nissen har allerede stor erfaring med kardiologiske patienter.

Interessen for hjertepatienterne opstod allerede under dyrlægestudiet, hvor hun skrev speciale om hjertesygdomme hos Broholmere (Projekt Broholmerhjerte), i samarbejde med KU-SUND, Broholmerselskabet og Gustaf Valentiner-Branth.

Efterfølgende har Regitze gennemført efteruddannelse i hjertesygdomme, og er påbegyndt en Masteruddannelse i Kardiologi.

Regitze er desuden en del af Kardiologigruppen Øresund, der er et fagligt fællesskab i Sverige og Danmark for dyrlæger med interesse i hjertesygdomme.

Gustaf Valentiner-Brandt har mange års erfaring med hjertescanninger og en lang kardiologisk efteruddannelse. Han modtager både patienter til diagnostik og behandling af hjerte- og lungeproblemer samt hjertescanninger med henblik på avl.

Gustaf Valentiner-Branth er certificeret til diagnostik af arvelige hjertelidelser hos hund og kat og er medlem af Ekkogruppen (den danske sammenslutning af kardiologer).
Derudover har han deltaget utallige kurser og internationale kongresser.